Kom nu, svar mig! Jeg savner dig for fanden! Vil du ikke nok give en lille lyd fra dig? Fortælle mig at du savner mig, hader mig, foragter eller elsker mig? Et eller andet? En sur smiley, et hjerte, en masse bogstaver i ubetydelig rækkefølge? En tom sms? Uanset hvad det er, bare det er fra dig, ville det give mig en slags styrke og lyst til at fortsætte. For at skulle fortsætte 100% uden dig, det kan jeg ikke. Ikke før du fortæller mig, face to face, at jeg skal lade dig være.
Så mange gange i ferien har jeg haft lyst til at tage hjem til dig, alle 7 zoner, bare for at snakke med dig. Men hvad nu hvis du bare smækker døren i og lader mig stå ude i den danske regnvejr? Hvad nu hvis du ikke er hjemme? Eller hvis du råber at jeg skal skride hjem igen? Det er de eneste tanker der holder mig væk. Jeg kan ikke forstå hvorfor ekskærester ikke kan være venner efter de har slået op. Hvorfor skal et forhold ødelægge dem? Åben dine øjne, plz? Jeg vil altid være her for dig, som jeg lovede! Men dine løfter har du glemt for længst, eller også er du bare ligeglad med dem - og med mig? Jeg laver næsten ikke andet end at tænke på dig og dine dumme beskeder som aldrig kommer. Du fylder mit hoved med spørgsmål og tanker, og jeg hader det.
Det kan godt være, at du drukner dig selv i sprut og stoffer, men du vil altid være min første sande kærlighed, min første rigtige kæreste og den eneste person der ved alt om mig. Jeg ville ønske alt kunne være som i mine drømme, for der er vi stadig de bedste venner der hænger ud og har det sjovt! .. Desværre, så er jeg ved at opgive den drøm..
