Wow, dagene snegler sig da frem. Jeg føler at der er gået så pokkers lang tid, men jeg har kun været single i syv dage. Jeg er måske lidt stolt af mig selv, eftersom jeg lige har overlevet en hel uge fuld af den underligste smerte, de rødeste øjne og de mest forfærdelige følelser. Følelser såsom savn, vrede og en hel masse skuffelse, som flød fra mine tanker ud i kroppen med blodet, og gjorde mig svimmel.
Det er ikke første gang han har gjort mig vred eller fået mig til at græde, men det har aldrig været over at han har skuffet mig. Jeg tror faktisk kun han har skuffet mig en gang før - men det var da vi kun 'flirtede', og det er en helt anden historie. Denne her gang skuffer han mig gang på gang. Bl.a. fordi han ikke kan holde nogle af de løfter vi har givet hinanden. Vi aftalte f.eks. at uanset hvad der ville ske, så skulle vi være bedste venner, men nej. Han har simpelthen for travlt med at feste med sine andre venner. Jeg ved godt, at alle ekskærester laver denne aftale, men jeg var bare så sikker på, at vi kunne holde det. Men vores 9 måneder er åbenbart lige meget for ham nu. Han vil hellere være sammen med dem, de mennesker han har kendt i hvad? En måned?
Jeg vil bare så gerne være ovre ham allerede nu, ligesom jeg er så utrolig sikker på, at han er med mig, også selvom han siger, at det er han i hvert fald ikke. At han da ikke er ligeglad med mig, at jeg betyder alverden for ham. Og at han vil gerne skrive med mig. Tror jeg på ham? Nej.
