Jeg lever stadig

Man kan se det på den positive eller den negative måde, at jeg ikke har fået skrevet i min blog. Den positive ting er, at jeg ikke har haft kraftige nok følelser til, at der har været en grund til det. Den negative ting er, at blandt de kraftige følelser som jeg ikke har haft, er bl.a. kærlighed, tillid, og alle mulige andre følelser, som er godt at have.

I min tid jeg ikke har skrevet, har der da været en masse følelser, bare ingen som er stærke nok til, at jeg ville skrive om den på denne blog. Jeg ønsker da heller ikke, at min blog kun skal være sort og tårefremkaldende, men det er åbenbart de følelser som rammer hårdest på mig, så jeg bliver nød til at skrive.

I den tid jeg ikke har skrevet, har jeg bl.a. droppet ud af gymnasiet, og endda også mistet det kæmpe crush jeg havde på ham 3.g'eren. Altså, han er jo stadig hot, og jeg kan ham stadig godt, men jeg går ikke rundt med den der klamme følelse af, at jeg bare vil være hans, og det kan jeg bare ikke blive. Men denne følelse er jeg ikke sluppet helt fra, for der er kommet en ny.. selvfølgelig.. som også lige er 7 år ældre end mig, og er gået ud af universitetet. Flot, jeg kan da bare ikke falde for nogle, som jeg måske kan score?

Eller kan jeg? For på min nye skole, en handelsskole, er der denne her fyr, som jeg snakkede med lidt inden, men efter vi startede har vi skrevet rigtigt meget sammen, og set hinanden i skolen. Han er super flink og super sød, men jeg ved ikke om jeg har følelser for ham.. Og på den anden side, vil jeg ikke (og kan ikke) smide mit andet crush væk. Derudover er ham her, min ven, også lige blevet single, så ja, det er måske godt, at jeg ikke ved om jeg kan lide ham, for hvis jeg gjorde, så havde charmen nok stået på, og han var nok stået helt af.

Så jeg ville bare lige lade jer vide, at jeg stadig er i live, og ikke har glemt alt om bloggen - uanset hvis der måske skulle bekymre sig, for bloggen er stadig til mig selv, og det vil den blive ved med.

Sorrow

"If you could die right now, quich and painlessly, would you?"

Jeg så et billede med teksten som står ovenover. Det fik mig til at tænke over en masse ting, og jeg nåede frem til, at mit svar til spørgsmålet nok ville være et ja. Det eneste der har holdt mig sammen igennem mit liv er min familie og min bedste veninde. Min veninde er rejst til England, har været der i omkring fem måneder og kommer først hjem om fem til, og nu er min familie ved at gå totalt i stykker - men kun angående mig.

Min far døde da jeg var 12 år gammel, og han var der altid for mig. Pludselig var han bare væk, hvilket gjorde, at jeg var efterladt til min elskede mor og hendes kæreste. Desværre er de ikke så elskelige mere. Jeg kommer altid op og tottes med hendes kæreste, fordi jeg er blevet 'gammel nok' til at have mine egne holdninger, og han er altid imod dem. Angående min mor, så er hun rigtigt begyndt at gøre forskelsbehandling på min lillesøster og jeg. Nogle ville jo nok kalde dette et 'luksus-problem', men det betyder altså rigtigt meget for mig, at min mor har lavet denne her forskelsbehandling.

Hvis I vil have et eksempel, så købte min mor en bil til sig selv for omkring to uger siden, til en pris af 100.000 kroner - hvilket jeg synes jeg er helt fair. Men her i går kom hun hjem med en ny computer til min lillesøster. Hun kom op på mit værelse og spurgte om det var i orden, hvilket jeg jo selvfølgelig svarede, at det var det. Jeg håbede lidt på, at hun ville vise en lille ting, som hun så havde købt til mig. Der var bare ingen. I stedet kom hun op igen i minutter efter, og sagde "vil du se, hvad jeg også har købt til mig selv?" og pludselig stod hun med en iPhone i hånden. Jeg selv fik ikke så meget som et gratis kram, men jeg kunne da bare lige gå ned og installere mine Sims3 spil, på min lillesøsters computer.

Lige siden det skete i går, til nu, har jeg haft så let til tårer. Jeg ved ikke hvad jeg skal føle, men lige nu føler jeg, at hun har stemplet min lillesøster som sit 'yndlingsbarn' og mig som 'fiaskoen'. Hun kan slet ikke se hvad hun har gjort galt, selvom jeg har grædt op til flere gange i dag, hvor hun bliver sur på mig. Jeg har fortalt hende, at hun har såret mig, men hun siger, at jeg overreagerer. Hvad jeg ikke har fortalt hende, er hvorfor jeg er såret og ked af det, fordi jeg selv vil have hende til at indse, hvad det er, hun har gjort forkert.

Jeg græder stadig, og ville bare ønske, at jeg kunne ligge i min venindes arme, og vide, at det hele nok skal gå, for hun er den eneste person jeg stoler på og føler mig tryk ved. Ikke engang min mor kan gøre det mere.

En tankevækkende tanke

Jeg skåner det hele en sidste tanke. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, der kommer intet ud af det, og det er ikke fordi du ligefrem har fortjent det, men jeg føler, at jeg på en eller anden måde.. bliver nød til det. Jeg har tænkt på os, hvad vi kunne havde blevet til, hor jeg ville havde været, og hvordan det hele ville være gået, hvis vi holdte ud, og stadig var sammen den dag i dag. Tanken om at du stadig ville elske mig, er en dejlig tanke, men ikke fordi du elsker mig, simpelthen fordi, så ville jeg være sikker på, at der i hvert fald var en der gjorde. Det er underligt ikke? Nogle gange er man bare så desperat efter at blive elsket, at man begynder at forestille sig, hvordan det ville være, hvis man faktisk var elsket.

Men hvad er "at elske"? Og hvad er kærlighed, hvad er forelskelse? Jeg forstår det ikke, heller ikke selvom, jeg har følt det før, og muligvis føler det nu. Burde kærlighed være noget man længtes efter? Hvorfor er det ikke bare noget, som man har, og altid har? Det er jo ikke fordi, at bare fordi du er single, så elsker din mor dig ikke, du har alt den kærlighed du kan få, om du er single eller ikke. Jeg er ret sikker på, at det er her forelskelsen kommer ind, men jeg er ikke sikker, for jeg er ikke engang sikker på hvad det er mere. At man elsker en person, betyder ikke, at man er forelsket, men hvordan definerer man så forelskelse, og at være forelsket? Svaret på dette spørgsmål findes dybt inde i mig, og jeg prøver at fiske det frem, men det er som om, at det er uopnåeligt. Jeg fisker dog stadig, fisker videre, fisker indtil jeg finder det. For jeg vil vide det.

Som jeg hørte i en serie jeg følger med i, blev der på et tidspunkt sagt: "when you can hurt, you can love", og hvor citatet er fra, er ligegyldigt, men jeg kan lide det, for for mig giver det mening. I sammenhængen er det ment på en anden måde, men jeg har valgt at fortolke det på min egen. Hvis man er stærk nok til at fortælle sandheden til de personer man holder af, også selvom det kan såre dem, så er man i stand til at elske. Dette gør mig glad, for det betyder at jeg er i stand til at elske, i hvert fald nogle få personer, såsom min mor og min bedste veninde. Jeg har aldrig været mere sikker på kærlighed, end med de to. Min mor gav mig livet og førte mig til verdenen, men det er som om, at det er min bedste veninde der har holdt mig i live.

     - Nu er der sikkert nogle der tænker, "hvad med din far, elsker du ikke ham?" og jo, det gør jeg, utroligt

       højt, men det er desværre utrolig svært at fortælle noget til en person, som ikke længere lever.

Hvis jeg skal vende tilbage til det, hele dette blogindlæg startede med, så vil jeg bare lige slutte af med at sige, at jeg er utrolig glad for, at vi ikke er sammen mere. De tanker jeg fik i hovedet om hvor langt ned jeg ville være kommet med det, det er ikke til at bære. Jeg ville være blevet ved med at spise så lidt som muligt, blive ved med at skære i mig selv, for det var det du fik mig til. Du fik mig til at gøre åndssvage ting, fordi jeg ikke var helt perfekt i dine øjne, og det var det min kærlighed fik mig til at ville have: Jeg ville have, at du skulle se mig som perfekt, selvom jeg godt vidste, at det aldrig ville ske. Der er gode og dårlige ting ved kærlighed, og dette er bestemt en af de dårlige - muligvis den værste.

En åndssvag forelskelse

Jeg har mødt denne her fyr, eller mødt og mødt, jeg har set ham ret mange gange på mit gymnasium, ikke fordi han tit går forbi mig, men fordi jeg hele tiden kigger efter ham. Og hver gang jeg ser ham, så banker mit hjerte hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere, mere og mere for hver gang. Og jeg ved virkelig ikke hvad det er. Jeg har snakket med ham få gange, to for at være helt præcis, men det varede ikke mere end et halvt minut begge gange, og alligevel har jeg fået den fornemmelse af, at han bare er den rareste person i hele gymnasiet, i hele Danmark, på hele jorden - hvis jeg må få lov.

Jeg ønsker ikke bare at score ham for en aften, jeg går allerede og drømmer om den dag vi offentliggøre at vi er kommet sammen - selvom jeg aldrig tror den dag vil komme, håbet lever dog, håbet om at han en dag vil tage min hånd og kysse mine læber mere end tusinde gange om året.

Men han går i 3.G., og jeg er blot et lille kid med et ufatteligt stort crush på den person, som alle 1.G'erne synes er fucking lækker. Jeg ville ønske det bare var sådan med mig, at jeg bare synes,a t han var fucking lækker, men det gør jeg ikke, eller jo, det er en del af mine tanker, men der er bare meget mere i mine tanker end det. Jeg kan slet ikke styre det. Det er helt umuligt for mig at kontrollere det. Jeg ved godt, at man ikke selv bestemmer hvem man falder for, men hvorfor skal jeg lige falde utrolig hårdt for den fyr, som alle går efter, den fyr som går i afgangsklassen, lige præcis den fyr, som alle 1.G'erne gerne vil score. Hvorfor; det tror jeg ikke der er nogen der ved.

Jeg ved ikke engang hvorfor jeg er faldet for ham, jeg kender ham jo ikke. Kan det være udseendet der gør, at jeg er bange for at sige noget forkert når han er i nærheden? Kan det gøre så jeg er bange for at gøre noget forkert? Så mit hjerte galopere af sted, bare han er i samme rum som mig? Hvor meget gør hans udseende, og hvor meget gør min underbevidsthed? For jeg indrømmer, hans udseende er rigtig uimodståeligt, men kan det virkelig være det der driver mig mod ham? Alle de forvirrede og hemmelige følelser som flyder rundt i min krop, kan det være baseret kun på det?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke det er hans udseende, så havde det ikke været sådan her. Jeg har oplevet at falde for et udseende før, hvor jeg bare synes at personen var vildt fantastisk, og jeg blev forelsket i udseendet. Da jeg lærte ham at kende, og vi var ved at komme i et forhold, der opdagede jeg, at jeg synes det var gået alt for hurtigt, og følelserne forsvandt lidt efter lidt igen, og det er på ingen måde den samme følelse jeg har her. Mit hjerte hverken bankede hurtigere eller hårdere af at se den anden, men nu kan mit hjerte slet ikke styre sig mere, trods jeg ikke kender ham.

Åh Gud, hvad skal jeg dog stille op? Hvorfor skulle han nogensinde falde for mig? Det sker jo aldrig nogensinde.

Forfra

Jeg har valgt at starte alt om! Glemme min eks, glemme de fejltagelser jeg har lavet i min single-tid, glemme dårlige venner, kort sagt: Glemme alt fortid! Jeg vil starte på en frisk, leve livet på den måde jeg vil, og ikke være bange for andres meninger. Siden jeg startede på mit gymnasium har jeg haft den tanke, fordi det ville være et godt sted at begynde, og jeg synes at det går meget godt efterhånden.

Førhen kunne jeg ikke række hånden op i timen, fordi jeg var bange for at sige noget forkert, især i sprogfag, da det jo kunne gå så langt, at jeg udtalte noget forkert - åh nej da. I dag havde vi faktisk engelsk, og jeg rakte hånden op en masse gange, og fik ordet ca. fem gange, og en af gangene udtalte jeg endda et ord helt forkert, læreren rettede mig, jeg tog det til mig, og var fuldkommen ligeglad med, hvad de andre tænkte. Det synes jeg selv tegner rigtig godt for mig, i hvert fald i mit hoved.

Mine gamle "venner" beskylder mig for ting, jeg gjorde her i sommerferien, og noget af det er sandt, men orden "udnyttelse" har jeg især været jagtet af, og dette er en af de få ting som ikke passer, eftersom de ikke kender historien, ikke kender mine følelser. Jeg har tænkt mig at lægge det hele bag mig og droppe de "venner" som beskylder mig for sådan en forfærdelig gerning.