For helvede man. I dag, den dag, hvor min kæresten og jeg havde været sammen i ni måneder blev vi enige om, ikke at skulle være kærester mere. Der er en masse grunde, men alligevel kan jeg ikke forklare dem. Men vil nu alligevel forsøge. For præcis en uge siden slog vi op, hvilket var forfærdeligt for os begge, så vi kom sammen igen dagen efter. Desværre føltes det meget forkert, på alle mulige måder.
Jeg tog op til ham om fredagen hvor der var afslutningsfest for nogle 9. og 10. klasser, som vi åbenbart var blevet inviteret til. Der mødte jeg hans kusine og hendes veninde, som også kendte til min kæreste. Efter festen tog vi hjem til mig igen, fordi jeg ikke turde se hans familie lige med det samme. Kylling, I know.
Når vi er sammen, så plejer vi aldrig at svarer på sms'er eller ringende telefoner, med mindre det er vores forældre. Men denne her pige, kusinens veninde, blev ved med at skrive til ham, og han blev ved med at svare. Derfor spurgte jeg ind til hende, og blev ved med at lave sjov om, at han gerne ville have hende. Han sagde at han var interesseret i hende, men ikke på den måde jeg tænkte på. Og de blev ved med at skrive sammen.
Jeg kunne seriøst ikke være sammen med ham som kærester mere, men jeg kan ikke leve uden ham, og han siger, at han ikke kan leve uden mig. Derfor har vi besluttet at være "venner med fordele", "bolle-venner", "kysse-venner", eller hvad folk nu mere kalder det. Desværre ved jeg bare, at jeg ikke kan gennemføre det, selvom jeg hele tiden tænker på ham, for han er jo ikke min mere, og jeg er ikke hans.
Selvfølgelig savner jeg ham allerede, og hvad skal jeg dog gøre, hvis han finder en kæreste? Men det er bedst på denne her måde, det er min mor også enig med mig i.
