Jeg har lovet, at jeg vil give det her , os - vores forhold, en chance til, fordi jeg simpelthen ikke kan uden dig, jeg fungerer ikke ordenligt uden dig. Jeg var single i under 24 timer, før jeg tiggede dig om at komme tilbage til mig. Nu har jeg bare et problem; jeg kan ikke helt finde ud af om jeg fortryder mine nye valg.
Du blev kørt hjem fra mig midt om natten af min mor, og jeg tog med, for ligesom at sige farvel. Det gjorde så ondt at vide, at vi ikke skulle være sammen, men jeg kunne altså bare ikke os mere. Jeg følte mig kvalt, så forfærdelig kvalt i dig og alle dine regler omkring os. Men jeg kunne ikke se mig selv uden dig, Jeg følte mig helt fortabt og til grin, fordi jeg havde givet slip på mit livs store kærlighed, fordi jeg havde givet slip på dig.
Men nu hvor vi er sammen igen, så skulle man tro, at jeg var over glad og inderlig lykkelig - hvilket jeg selvfølgelig også er, på en eller anden lidt forskruet måde. Jeg ved bare ikke rigtigt hvordan jeg skal reagere mere.
Da vi snakkede i telefon igår aftes, der fortalte du mig hvad du havde lavet i løbet af dagen: Du havde været hjemme hos en pige med din lillebror, fordi hun havde snakket meget om det meget længe, også prøvede hun at holde dig i hånden. Jeg havde lyst til at tude i det sekund du sagde det. Ikke engang 24 timer som single, og du var allerede taget hjem til en, der har det vildeste og største crush på dig. Derudover var du også blevet inviteret med til en fest af en anden pige. Var du allerede på rov efter en ny eneste ene?
For helved, hvad skal jeg dog gøre med mig selv?
