Jeg har aldrig vægtet en blokering på facebook særlig højt. Jeg plejer aldrig at tænke på det, og mene, at det er deres eget problem. Og i princippet burde jeg egentligt også være fuldkommen ligeglad med dig, for du betyder så ubeskrivelig lidt for mig. Alligevel, går det mig rigtig meget på, at du har gjort det her imod mig.
Men det går mig på, fordi du igennem snart et helt skoleår har gået og ladet som om du var min veninde. Jeg føler faktisk lidt at du har udnyttet mig, og det gider jeg bare ikke mere af. Du har gået og snakket om dine problemer omkring drenge, forældre og andre ting med mig. Ting, som du selv har sagt, at jeg har hjulpet dig igennem med. Og selvom jeg tydeligt kunne høre, at du overdrev med alle dine fortællinger, så har jeg lyttet til dig, og fortalt hvad jeg selv har, eller havde gjort, nettop fordi jeg troede vi var veninder.
Hvis jeg skal være helt ærlig omkring dig, så synes jeg, at du prøver at være for meget en person som du ikke er, og for lidt dig selv. Alt for lidt dig selv. Jeg synes du er egoistisk og tåbelig at høre på. Jeg synes det er latterligt af dig, at låne ting fra min kæreste, og ikke aflevere dem tilbage. Hvis du nu virkelig var min veninde, havde jeg ikke haft noget problem med det, men nu? Nu går det mig så meget på.
Og selvfølgelig synes jeg også, at det er pisse irriterende at du ikke svarer på min sms omkring blokeringen på facebook. Det er da det mindste du kunne gøre, efter alt det jeg har gjort for dig. Men lige nu glæder jeg mig bare til sommerferien, så jeg endelig kan slippe for dig, og du endelig kan slippe for mig.
