Jeg skåner det hele en sidste tanke. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, der kommer intet ud af det, og det er ikke fordi du ligefrem har fortjent det, men jeg føler, at jeg på en eller anden måde.. bliver nød til det. Jeg har tænkt på os, hvad vi kunne havde blevet til, hor jeg ville havde været, og hvordan det hele ville være gået, hvis vi holdte ud, og stadig var sammen den dag i dag. Tanken om at du stadig ville elske mig, er en dejlig tanke, men ikke fordi du elsker mig, simpelthen fordi, så ville jeg være sikker på, at der i hvert fald var en der gjorde. Det er underligt ikke? Nogle gange er man bare så desperat efter at blive elsket, at man begynder at forestille sig, hvordan det ville være, hvis man faktisk var elsket.
Men hvad er "at elske"? Og hvad er kærlighed, hvad er forelskelse? Jeg forstår det ikke, heller ikke selvom, jeg har følt det før, og muligvis føler det nu. Burde kærlighed være noget man længtes efter? Hvorfor er det ikke bare noget, som man har, og altid har? Det er jo ikke fordi, at bare fordi du er single, så elsker din mor dig ikke, du har alt den kærlighed du kan få, om du er single eller ikke. Jeg er ret sikker på, at det er her forelskelsen kommer ind, men jeg er ikke sikker, for jeg er ikke engang sikker på hvad det er mere. At man elsker en person, betyder ikke, at man er forelsket, men hvordan definerer man så forelskelse, og at være forelsket? Svaret på dette spørgsmål findes dybt inde i mig, og jeg prøver at fiske det frem, men det er som om, at det er uopnåeligt. Jeg fisker dog stadig, fisker videre, fisker indtil jeg finder det. For jeg vil vide det.
Som jeg hørte i en serie jeg følger med i, blev der på et tidspunkt sagt: "when you can hurt, you can love", og hvor citatet er fra, er ligegyldigt, men jeg kan lide det, for for mig giver det mening. I sammenhængen er det ment på en anden måde, men jeg har valgt at fortolke det på min egen. Hvis man er stærk nok til at fortælle sandheden til de personer man holder af, også selvom det kan såre dem, så er man i stand til at elske. Dette gør mig glad, for det betyder at jeg er i stand til at elske, i hvert fald nogle få personer, såsom min mor og min bedste veninde. Jeg har aldrig været mere sikker på kærlighed, end med de to. Min mor gav mig livet og førte mig til verdenen, men det er som om, at det er min bedste veninde der har holdt mig i live.
- Nu er der sikkert nogle der tænker, "hvad med din far, elsker du ikke ham?" og jo, det gør jeg, utroligt
højt, men det er desværre utrolig svært at fortælle noget til en person, som ikke længere lever.
Hvis jeg skal vende tilbage til det, hele dette blogindlæg startede med, så vil jeg bare lige slutte af med at sige, at jeg er utrolig glad for, at vi ikke er sammen mere. De tanker jeg fik i hovedet om hvor langt ned jeg ville være kommet med det, det er ikke til at bære. Jeg ville være blevet ved med at spise så lidt som muligt, blive ved med at skære i mig selv, for det var det du fik mig til. Du fik mig til at gøre åndssvage ting, fordi jeg ikke var helt perfekt i dine øjne, og det var det min kærlighed fik mig til at ville have: Jeg ville have, at du skulle se mig som perfekt, selvom jeg godt vidste, at det aldrig ville ske. Der er gode og dårlige ting ved kærlighed, og dette er bestemt en af de dårlige - muligvis den værste.
